Kammerater igennem livet tager afsked

Bedste venner igennem barndommen. Bedste venner igennem teenage-årene.
Viktor og Lars kender i sandhed til gaven; gaven at have en bedste ven. Dette unikke venskab må dog ende brat, da Lars skal i krig.

Viktor og Lars, begge opvokset hos middel-klasse familier på Nørrebro, udvekslede for første gang bekendskaber i børnehaven.

De deler netop nu en lejlighed i indre København, og arbejder henholdsvis i militæret og som entreprenør.

Lige siden børnehaven har de to nu voksne mennesker været uadskillelige. Ifølge dem selv kan der på mange punkter drages paralleler mellem dem selv og yin og yang.

“Vores bånd er usammenligneligt”

Da Lars bliver spurgt om, hvad der gør deres venskab anderledes end de tusinde andre, er svaret klart: “Vores bånd er usammenligneligt med andres; vi tilbringer hver evig eneste dag sammen – og hver dag er det lige sjovt,” fortæller Lars.

Viktor fortsætter: “Vores venskab er noget folk ikke kan relatere til, og derfor har folk også svært ved at forstå, hvordan vi kan holde hinanden ud hver dag.”

Denne historie om hvad der synes at lyde som evig venskab, er næsten for god til at være sand.

Man siger at alt godt ikke vare evigt, og det er denne fortælling i en sandhed et pragt eksemplar på: Lars skal til Afghanistan om 14 dagen.

“Dagene op til føles som år”

“Det er det rene helvede, dagene op til, - det føles som en evighed, og tanken om at han aldrig kommer tilbage er som en fjern, uvirkelig smerte, der vokser med hvert åndedrag,” fortæller Viktor.

Viktor fortsætter: “Jeg kan ikke falde i søvn – jeg tænker på konsekvenserne af at lukke øjnene; på at de få stunder vi har tilbage sammen, bliver færre.”

Viktor er tydeligvis følelsesmæssigt opstemt, og lader en tåre falde ved tanken om Lars' afgang.

“Hver nat synes mit hjerteslag at afslører, hvor bange jeg er - for pludselig at skulle være uden min kammerat,” fortsætter Viktor.

“Jeg vil savne Viktor mere end