Indledning Forsideteksten til Picador udgaven fra 1981 af den anglo-indiske forfatter Salman Rushdies (1946-) Midnight’s Children (1981) indeholdt den glædelige nyhed, at “At last a literary continent has found its own voice”. “[J]ust elide several thousand years of Indian literary history and presto, the “representative” Indian voice!”1 skriver den britiske professor i Commonwealth og postkolonial litteratur Graham Huggan (1958-) i et polemisk svar. Dermed rejser han det presserende spørgsmål om, hvad der ligger til grund for Vestens pludselige hyldest af Rushdies Indien, når interessen for indisk litteratur hidtil har været minimal. Jeg ønsker i min opgave at forfølge en ideologikritisk tilgang til Midnight’s Children som postkolonial litteratur. Først vil jeg redegøre for Huggans analyse af den postkoloniale litteraturs afhængighed af det kapitalistiske marked i artiklen “The Postcolonial Exotic”. Dernæst vil jeg se på den amerikanske litteraturprofessor M. Keith Bookers ideologikritiske analyse af romanens form fra artiklen “Midnight’s Children, History, and Complexity: Reading Rushdie after the Cold War", hvori han argumenterer for en læsning af romanen som en postmoderne understøttelse af den vestlige kapitalisme. Denne læsning ønsker jeg endeligt at problematisere ved at foreslå en alternativ læsning på baggrund af den bangladeshiske forfatter og litterat Syed Manzurul Islams artikel “Writing the postcolonial event: Salman Rushdie’s August 15th, 1947”.

Midnight’s Children som zoologisk have “There could hardly have been a more vivid illustration of how the Empire has struck back, as Britain’s former colonies have begun to capture the heart of English literature, while transforming the language with bright colors and strange cadences and foreign eyes.”2 Citatet, der er hentet fra Pico Iyers artikel “The Empire Writes Back”, kan ses som en hyldest til den mangfoldighed af nationaliteter og den etniske diversitet, som Bookerprisens vindere er et udtryk for.